BOGØ VANDVÆRK

Bogø Vandværk er et andelsselskab beliggende Vesterskovvej 11, 4793 Bogø.

Vandværket blev oprettet i 1935 og forsynede fra starten kun et begrænset antal husstande i selve Bogø By. Efterhånden blev flere og flere husstande i byen tilsluttet den fælles vandforsyning og i 1960 - 70'erne gik det rigtig stærkt, da der blev udstykket ca. 500 sommerhusgrunde, der alle blev tilsluttet den fælles vandfosyning.

Efterhånden som kravene til rent drikkevand blev skærpet, var der ønske fra flere og flere beboere uden for byområdet om at blive tilsluttet vandværket og i dag dækker værkets forsyningsområde hele Bogø og Farø, forsyner 1188 forbrugere, og kun 3 ejendomme er endnu ikke med i fællesskabet, men får vand fra egen brønd.

Værkets indvindingstilladelse er på 90.000 mårligt. I de senere år har den samlede årlige udpumpning af rent drikkevand stabiliseret sig omkring 70.000 m3/år.

Vandanalyser og levnedsmiddelkontrol foretages af det DANAK-akkrediterede miljølaboratorium Eurofins Miljø A/S efter gældende love og regler og efter et af kommunen fastlagt program.

Analyser af vandet viser drikkevand af høj kvalitet, uden spor af pesticider. Der foretages løbende justeringer af vandværkets installationer for at optimere drift og vandkvalitet. Arbejdet foretages i samråd med rådgivende ingeniørfirmaer og Kommunen som tilsynsmyndighed.

Vandets hårdhed ligger på 20H grader (hårdt).

Ledningsnettet består af Pl og Pvc ledninger.

Som det fremgår, er kalk-indholdet i vores vand ret stort (hårdhed 20dH), til irritation og gene for værkets forbrugere. 

I et forsøg på at komme problemet til livs har bestyrelsen ladet installere en såkaldt "Kalk-Knuser" fra firmaet ” Amtech Aqua Miljø”, på Vandværket.

Kort fortalt fungerer anlægget på den måde, at "Kalk-Knuseren" sender højfrekvente impulser ud i hele ledningsnettet, hvorved kalken i vandet ”Calsit” laves om til ”Aragonit”. Dette skulle bevirke, at kalken ændrer struktur fra kantede til runde partikler, som ikke i samme omfang aflejrer sig på rør, fliser, varmelegemer osv.. Endvidere vil anlægget, efter det oplyste, bevirke, at allerede eksisterende kalk i ledningsnet, vandvarmere, vandhaner m.m. vil forsvinde over en periode.

"Kalk-Knuseren" blev sat i drift i juni 2015 og effekten kan i sagens natur endnu ikke vurderes. De foreløbige udmeldinger fra forbrugerne varierer fra ingen virkning til betydelig virkning. Et stigende problem med kalkskaller i drikkevandet kunne tyde på, at der løsnes "gammel" kalk fra rørene, men det er for tidligt at udtale sig om, hvorvidt det skyldes den nye installation.

At problemet med kalkskaller i rørsystemet stadig er et problem har for nylig betydet, at forsyningsledningen til Farø var helt tilstoppet og at Farø var uden vand i et døgns tid. Der blev oprettet nødforsyning efter behov.

”Kalkknuseren” er foreløbig installeret på 56 andre vandværker i Danmark, bl.a. Ulvshale vandværk på Møn og 15 andre vandværker har bestilt anlægget.

Yderligere oplysninger om vandværket, vandbehandling og analyseresultater gives gerne ved henvendelse til værket.